Sex med samtykke

 

Samtykke er...

når I er enige om næste skridt

Samtykke er noget, du skal tænke over, når du skal til at have sex. Du kan ikke få samtykke alene ved, at I tager hjem sammen, har kysset eller snakket om sex over en dating-app.

et tegn på, at I begge har lyst til sex

Du kan aldrig antage, at nogen samtykker til sex, alene fordi de ikke siger nej eller stop. Du kan i stedet tænke over, om I begge f.eks. tager initiativ til at tage tøj af hinanden eller røre ved hinanden. 

opmærksomhed på hinanden

Det er vigtigt at være opmærksom på hinandens signaler. Hvis den ene rykker sig væk, fjerner dine hænder eller siger, at der ikke skal ske noget, er det tegn på, at der ikke er samtykke.

at tjekke ind løbende

Du skal være opmærksom på samtykke undervejs, hver gang I har sex. Du skal også sikre dig, at den anden er med på det hele, hvis I prøver forskellige former for sex eller stillinger.

noget, der altid kan trækkes tilbage undervejs

Det er altid tilladt at ændre mening undervejs – også selvom I begge har haft lyst op til, og det er altid ok at trække samtykke tilbage. 

noget, der kræver, at I begge er ved bevidsthed

Du skal sikre, at I begge har haft muligheden for at tage stilling til, om I har lyst til sex, før I går i gang. En person, der sover eller ikke er ved bevidsthed, har ikke haft den mulighed og kan derfor ikke samtykke.

Er vi ok?

lyst

Har du talt med dine venner om, hvordan det egentlig ser ud, når nogen har lyst til sex? Er det forskelligt, hvordan I hver især vil vise det? Er det forskelligt, hvornår I hver især tænker, at ”det ligger i luften”, at man skal have sex?

enighed

Har du talt med dine venner om, hvad man gør, hvis man ikke er enige om, at det næste skridt skal være sex? Hvad ville man sige, hvis man ikke havde lyst eller gerne ville trække et samtykke tilbage? Hvordan tror I, det virker på den anden?

første gang

Har du talt med dine venner om, hvordan det er at have sex med nogen første gang? Er der noget, der kan være sværere at gøre eller sige, når man ikke kender hinanden? Hvornår er et godt tidspunkt at tale om det på?

fortrydelse

Har du talt med dine venner om, hvordan man ville reagere på det, hvis den anden forsøgte at signalere, at de ikke havde lyst til sex eller ville trække et samtykke tilbage? Hvad ville man sige eller gøre? Hvordan tror I, jeres reaktion ville virke på den anden?

afkodning

Har du talt med dine venner om, hvornår der kan være situationer, der er svære at aflæse? Ville man vise det med kroppen? Hvorfor tror I, det kan være svært af aflæse hinanden?

grænser

Har du talt med dine venner om, hvordan man finder ud af, hvor den andens grænse går? Er der nogle seksuelle handlinger, der er særligt vigtige at tale om?

Sex med samtykke

Siden samtykkelovgivningen trådte i kraft d. 1. januar 2021, er voldtægtsanmeldelserne i København steget markant. Det kalder på mere oplysning, så vi sammen kan have og skabe en tryg by.

Derfor sætter vi i samarbejde med Københavns Politi fokus på samtykkeloven, og hvor vigtigt det er at kende og respektere hinandens grænser.  

Med samtykkeloven er det blevet strafbart at have samleje med en person, der ikke har samtykket til sex først. Så hvis ikke begge parter samtykker til sex, vil der være tale om voldtægt.